Den britiske dagligvarekæde Tesco, der er verdens største forhandler af dagligvarer på nettet, har valgt at åbne sit API for tredjepartsudviklere. Det betyder, at udviklere rundt omkring i verden nu kan lave små programmer som Tescos kunder kan downloade. Programmerne giver en meget mere personlig og relevant oplevelse, når kunden e-handler
Den britiske dagligvarekæde Tesco, der er verdens største forhandler af dagligvarer på nettet, har valgt at åbne sit API for tredjepartsudviklere.
Det betyder, at udviklere, der ikke er ansat i Tesco, kan lave små programmer, der tjener helt specifikke formål, når kunderne handler på nettet. F.eks. kan man udvikle et program til folk, som er allergiske over for nødder. Når kunden har downloadet programmet, vil han, når han besøger Tescos e-butik, kun få vist varer, der ikke indeholder nødder.
Modellen kendes bl.a. fra Apples iPhone og Mozillas browser Firefox, hvor almindelige mennesker har udviklet tusindvis af småprogrammer, der gør produktet bedre og mere relevant for den enkelte bruger.
Tescos kunder får også en meget mere personaliseret og relevant oplevelse, når de e-handler på Tesco.com, da de kan tilpasse Tescos e-butik egne præferencer. Listen over programmer man kan forestille sig blive udviklet er lang: programmer der fokuserer på økologi, fair trade, lavt saltindhold, lave fedtprocenter, lokalt producerede fødevarer osv.
Åbent API er også er fordel for Tesco og udviklerne
Det er ikke kun kunderne, der profiterer af Tescos åbne API. Det gør Tesco også. Internt har man ikke ressourcer eller tid til at udvikle alle de små programmer, der forbedrer oplevelsen for kunderne. Derfor vinder Tesco på at give tredjepartsudviklere mulighed for at udvikle programmer til e-butikken.
Tredjepartsudviklerne honoreres med fem pund, når en kunde downloader det program, han har udviklet. Der er også en mikrobetalingshonorering, hvor udvikleren får et lille beløb, hver gang en kunde gennemfører et køb og har gjort brug af udviklerens program i købsprocessen.
Chef for Tesco.com, Nick Lansley, forklarer, at den største udfordring med API’et var at give udviklere lov til at stille sig mellem Tesco og kunderne, men at fordelene med et åbent API er så store, at det ikke var svært at bestemme sig for at åbne det.
Tesco kræver, at udviklerne vedligeholder de programmer, de har udviklet og at ordet ”Tesco” ikke indgår i navnet på programmet. Til gengæld må der gerne stå: ”powered by the Tesco API”.