Linkbuilding dækker over processen, hvor du ved at skabe links fra eksterne domæner til dit eget domæne, kan skabe øget synlighed på søgemasklinerne. At have links på andre sites fremmer dit websites placering og relevans i forhold til søgemaskiner, fordi søgemaskinerne netop bruger links til at vurdere troværdigheden og relevansen af dit site.
Desuden er nye websites og de tekniske platforme, fx Sitecore og Umbraco, gennem de seneste år blevet mere søgemaskinevenlige. Derfor når du i dag ikke længere så langt ved blot at optimere dit eget site, som du gør ved at arbejde målrettet med linkbuilding.
1. Find tid til linkbuilding – den er godt givet ud
Første skridt er helt basalt at afsætte tid til linkbuilding. En time om ugen kan gøre underværker og bringe dig foran dine konkurrenter, hvad angår synlighed. Når du så har gjort det i et stykke tid, begynder linkbuilding langsomt at blive en helt naturlig og integreret del af din arbejdsuge.
2. Brug jeres relationer til linkbuilding
Alle virksomheder bør opfordre eksterne samarbejdspartnere, kunder og leverandører til at linke til deres site. Når en leverandør eksempelvis har sendt en regning, kan du kontakte dem og høre, om de vil honorere jeres samarbejde med et link på deres site.
3. Kig konkurrenterne over skulderen
Lav lidt research og find ud af, hvem der linker til dine konkurrenters websites. Det kan eksempelvis være brancheforeninger, portaler eller andet, som også kunne være relevante for din virksomhed. På den måde kan du få lidt inspiration til, hvem du evt. kunne kontakte og forhøre dig om mulighederne for, at de vil linke til jeres site.
4. Få de ansatte til at linke
Mange virksomheder har ansatte, som er aktive på LinkedIn, Twitter eller måske endda egne websites, og de udgør et værdifuldt potentiale i forhold til linkbuilding. Hvis virksomheden eksempelvis har en ledig stilling, afholder et seminar eller andet, så kan det have stor værdi at opfordre de ansatte til at dele disse links. Som arbejdsgiver skal man dog understrege, at det er ganske frivilligt.
5. Vær åben over for links til andre virksomheder
I nogle tilfælde kan I som virksomhed også opnå fordele ved at have links på websites, som drives af virksomheder, der sælger komplementære produkter. Et eksempel kunne fx være en skobutik, der linker til en tøjbutik, og omvendt. På den måde giver man hinanden værdifulde links, uden at være i direkte konkurrence.
Med en beskeden indsats på blot en time om ugen, når du samlet set op på ca. to ugers fokuseret linkbuilding om året. Det vil ikke blot forbedre din synlighed på søgemaskinerne, men også dine besøgstal og konverteringsrater.