6 tips til effektive adwords

18. oktober
Google AdWords er en af de mest omkostningseffektive annonceringsmuligheder på nettet, men det kan være svært at skille sig ud fra mængden af annoncører. Her giver Online Marketing konsulent Kasper Ebsen seks konkrete råd, der giver ekstra synlighed og effekt for annoncekronerne.
  • Lav mange annoncer – flere end du tror

    En af fordelene ved Google AdWords er, at systemet selv splitester annoncerne og viser dem, der fungerer bedst. Det kræver dog, at du har lavet en række forskellige annoncer inden for hver af kampagnens annoncegrupperinger. Så eksperimentér gerne med en håndfuld variationer af hver annonce, da det ikke på forhånd er til at vide, hvilke annoncer der præcist giver de bedste resultater for dig. Har du tid, kan du også slå automatikken fra og dermed selv monitorere annoncernes performance og justere ud fra denne viden.

     
  • Opsæt mål for din annoncering

    En forudsætning for at optimere en AdWords kampagne er, at du opsætter klare målsætninger. Hvis du ikke ved, hvad det er, du ønsker at opnå, er det nemlig svært at tilpasse kampagnen, så den performer bedst muligt. Om du så ønsker at måle på ren trafik eller konvertering i forhold til køb, tilmelding til diverse services eller lignende, er sådan set underordnet. Så længe du har klart definerede parametre at optimere op imod.

 

  • Husk volumen på søgeord

    Udvælg mange, men stadig relevante, søgeord og brug søgeordsværktøjet til at finde flere, så du indfanger alle de relevante søgninger. Her er der tale om en balancegang, hvor du skal tænke bredt men samtidig bevare din kritiske sans. Husk desuden at definere, om du kun ønsker trafik på søgeordet i sig selv, eller om synonymer og relaterede udtryk også skal medtages. Her kan du fx gå ind og definere udtryk og sammenhænge, hvor din annonce IKKE skal vises, samt lave mere præcise angivelser af søgeordskombinationer og sætninger.

     

  • Glem ikke sidens indhold!

    Mange fokuserer udelukkende deres energi på annoncerne, men du må ikke glemme, at det indhold, annoncen linker til, også spiller en afgørende rolle i forhold til din kampagnes effekt. Her gælder det om, at din landingpage indholdsmæssigt skal være relevant i forhold til din annoncering og samtidig opfylde best practice inden for teknik. Det giver ikke kun din annonce en bedre quality score, som giver bedre annonceplacering og deraf flere besøgende, det giver også en bedre oplevelse for brugeren og en gevinst i søgemaskinerne.

     

  • Opsæt og brug Google Analytics

    Ved at opsætte og analysere kampagnen i Analytics har du mulighed for at få et komplet overblik og udvidede muligheder for opstilling af målsætninger. Efterhånden som du bliver mere fortrolig med AdWords, er det derfor en oplagt mulighed at opstille mere specifikke KPI’er for din kampagne og løbende bruge Google Analytics til at optimere mod disse mål.

     
  • Husk struktur på kampagnen

    Ved at oprette en kampagne for hver af din virksomheds varegrupper og annoncegrupper til hver produkttype eller mærke, sikrer du størst mulig kontrol over dine kampagner og kan nemmere justere og tilpasse hen ad vejen. Derudover får du på topplaceringer mulighed for at indsætte sitelinks, der udvider annoncen med værdifulde links til relevante indholdssider på dit website, som er relevante i forhold til det, brugeren søgte efter.  Det giver både større synlighed i søgeresultaterne og flere relevante klik.  

 

Udover de seks råd til mere effektive AdWords kampagner, bør du også overveje en retargeting kampagne, hvor besøgende, der har forladt dit site, ser netop dine annoncer, som annoncering på andre sites. Dvs. at du har mulighed for at eksponere dine annoncer igen og igen, overalt på nettet, til de besøgende, som allerede har besøgt dit site og deraf vist interessere for dine produkter/ydelser. Det kræver en smule teknisk indsigt at implementere, men giver rigtig gode resultater, fordi trafikken i de fleste tilfælde er super relevant og dermed værdifuld.

Tilføj kommentar

Captcha