Har du styr på det nye Google Analytics Interface?

17. januar
Google har for nyligt lanceret en opdatering til Analytics, der indeholder et klart forbedret interface og mange flere muligheder. Læs med her og bliv klogere på hvad det forbedrede interface betyder for din brug af Google Analytics.

Det nye interface byder blandt andet på et dashboard, som kan tilpasses individuelt, samt bedre mulighed for måling af events. Ifølge Online Marketing Projektleder, Michael Perry, giver især muligheden for at skræddersy dashboardet en markant bedre brugeroplevelse:

’Forbedringerne til dashboardet og muligheden for at ’customize’ giver nogle ret gode muligheder for at få overblik over lige præcis den data, som er interessant. Førhen forsvandt vigtigt data i en slags ’information overload’, men nu er man fri for at surfe rundt for at finde den brugbare information.’   - fortæller Michael Perry og fortsætter:

’Hvis man så stadig har brug for mange informationer, har man med opgraderingen mulighed for at lave flere dashboards. Så med de nye dashboards kan man stille 100 % skarpt på den relevante information, og det giver overblik og sparer tid.’


   

Dashboardet fungerer som widgets, som tilføjes enkeltvis, indtil man er tilfreds med det dashboard, man har opbygget.


Tracking af events

Med opgraderingen følger også større fleksibilitet i den måde, man opsætter mål i Google Analytics. Tidligere risikerede man at få for mange (falske) sidevisninger, fordi systemet ikke kunne sættes ordentligt op, men det synes der nu at være rådet bod på:

’Det nye interface giver langt bedre mulighed for at koble ’goals’ med ’events’. Hvor man før måtte lave høkerløsninger, for eksempelvis at opsætte afspilning af en video, som et mål, er mulighederne nu langt nemmere og mere elegante. Og det giver mere præcise målinger.’ – fortæller Michael Perry.


Måling af webhastighed

I forlængelse af den seneste opdatering til Analytics har Google desuden tilføjet muligheden for at måle loadtiden helt ned på enkelt sideniveau. En feature som, ifølge Michael Perry, er ret betydningsfuld, når man beskæftiger sig med E-handel:

’I det nye interface kan man få indblik i loadtiden på hver enkelt side, og det er afgørende i forbindelse med salg på nettet, fordi vi ved, at der er en direkte sammenhæng mellem loadhastighed og konvertering. At man nu kan få overblik over dette i Analytics, frem for at skulle hente informationen andetsteds, gør, at man meget hurtigere kan reagere, hvis man ser et problem.’ – afslutter Michael Perry.

Overblikket over loadtid gør blandt andet, at man kan få indsigt i, hvilke landingpages, der loader for langsomt, ligesom man kan identificere, hvis en side har problemer i forhold til en eller flere browsere. 

 

Tilføj kommentar

Captcha