Det er ikke nogen hemmelighed, at avis- og tidsskriftbranchen lider under digitaliseringen. Grundlæggende står branchen over for to store udfordringer. For det første læser mange danskere nyheder på nettet, hvilket går ud over salget af trykte aviser. I 2009 købte danskerne 26,5 mio. færre aviser end i 2008 – 73.000 færre solgte aviser hver dag!
For det andet betyder digitaliseringen, at det er blevet nemt for almindelige mennesker selv at udgive video, tekst og podcasts på nettet. Det har rokket ved journalisternes autoritet, og danskerne konsumerer i stigende grad nyheder fra andre kanaler end de store mediehuse. Det bekræftes af en ny undersøgelse fra Jon Lund, hvor det fremgår, at antallet af danske bloglæsere vokset fra 472.000 i januar 2009 til ca. 900.000 i januar 2010.
Og de 900.000 er endda i underkanten, da Jon Lund kun har undersøgt blogs, der er hostede hos wordpress.com, blogspot.com, blog.tv2.dk og urbanblog.dk. Mange af de mest læste danske blogs er hostede på egne domæner og er derfor ikke medregnet i undersøgelsen.
Modebranchen særligt påvirket
Det har længe været en halvskidt aura, der har omgivet blogs. Indholdet var for privat og sludrende, og derfor var der ingen grund til at beskæftige sig med det. Sådan er det ikke mere. Nu læser særligt unge mennesker blogs, da de danske bloggere er blevet dygtigere og mere kritiske. Og så er de gode at skabe relationer til læserne og skabe et community omkring det indhold, de leverer.
Blandt bloggerne er der opstået regulære rockstjerner, hvis status er stor, og hvis anbefalinger har stor indflydelse.
Det gælder særligt inden for mode, hvor der er en del danske blogs, der har rigtig mange læsere dagligt. Læserne er et købestærkt og trendsættende ungt segment, som det er interessant for virksomheder at få i tale.
Derfor har særligt modebranchen allieret sig med de danske bloggere, der får tilsendt gratis varer og som inviteres til særlige arrangementer. Ideen er selvfølgelig, at bloggerne skal skrive om de produkter de modtager, og de arrangementer de deltager i.
Når en af de populære bloggere anbefaler et brand eller produkt i på sin blog, har det stor troværdighed for læserne, og læserne kaster sig flittigt ind i diskussioner om produkterne og deler populære indlæg på sider som Facebook og Twitter.
Det er f.eks. tilfældet på bloggen Fierce og fattig på SU, der er en af Danmarks mest populære modeblogs. En anden populær og indflydelsesrig blog er my-clothing-blog, der drives af den kun 15-årige Nicklas fra Thurø - en lille ø syd for Svendborg.
En trend fra udlandet
Det er ikke kun i Danmark at meget unge modebloggere har stor indflydelse. En af de mest indflydelsesrige modeblogs overhovedet – Tavi -The New Girl In Town – skrives af den kun 13-årige amerikaner Tavi Gevinson.
Tavis blog er uhyre populær, hendes stil danner mode og hun bliver selvfølgelig inviteret til de mest eksklusive modeshows i USA, hvor hun selvfølgelig sidder på første række. Her mænger den unge blogstjerne sig med kendisser inden for musik, kunst, film og modeverdenen, som det kan ses i dette klip.
Blogs passer til tempoet i modebranchen
En af årsagerne til at modeblogs er blevet så populære, er, at de bedre til at håndtere det tempo, der kendetegner modebranchen. Magasinerne lider under lang produktionstid, så når et magasin kommer på gaden, er megen af den mode, der skrives om, allerede er yesterdays news.
Anderledes er det med blogs. På en blog kan man reagere prompte på nyheder, og dermed være først med det sidste – hvilket er vigtigt i en branche, der i høj grad lever af at forælde egne produkter.
Stitsh kobler blogs og e-handelsbutikker
Et andet populært fænomen på blogs er gademode. Bloggerne fotograferer almindelige mennesker på gaden – mennesker, der er moderigtigt klædt på. Det hiver moden ned fra pedestalen, og bringer den i øjenhøjde med forbrugerne. Og det er der penge i.
Et godt eksempel er den britiske hjemmeside Stitsh. Folkene bag Stitsh har folk på gaden i Manchester, New York og London. Her fotograferer de moderigtige folk, de møder på gaden. Billederne bliver lagt ind på Stitshs hjemmeside.
Når man der kører musen over de fotograferede personers tøj, kan man se, hvor det er købt, og hvad det koster. Klikker man på det, bliver man linket direkte til den pågældende kædes eller brands e-butik. Og man lander selvfølgelig på den side, hvor produktet sælges. Det er kort vej fra inspiration til køb!
Modeblogs er altså blevet en magtfaktor, der har stor indflydelse på, hvordan almindelige mennesker forbruger verden over. Måske det er på tide at afdække, hvilke indflydelsesrige bloggere der er inden for din branche, og begynde at alliere sig med dem. Eller selv starte en blog og få etableret en mindre salgspræget relation til dine kunder. En relation baseret på relevans. Det kan meget vel være en god forretning.