QR-koder, eller Quick Response koder, er de små, firkantede stregkoder, der efterhånden er begyndt at dukke op på alt fra printannoncer til pizzamenuer. Koderne kan scannes med de fleste smartphones, og eneste forudsætninger er et kamera og et gratis program, der gør det muligt at læse koderne. Spørgsmålet er dog, om koderne reelt har nogen værdi for danske virksomheder, og her er E-business konsulent Bjarke Bekhøj ikke i tvivl:
’For virksomheder er det en unik mulighed for at ’eje’ deres produkter, efter de er kommet ud i handlen, og på den måde give kunderne en ekstra mulighed for at interagere med brandet, udenom forhandlerne. Så jeg synes faktisk QR-koderne repræsenterer et stort, og desværre uudnyttet, potentiale for virksomheder, der gerne vil tilbyde deres kunder ekstra indhold og information’.
| De, der forholder sig kritisk til QR-koderne peger dog som regel på, at QR-koderne nok har potentiale, men at brugerne simpelthen ikke er klar til at omfavne teknologien endnu. Det er Bjarke Bekhøj dog direkte uenig i, da han netop ser den stadigt stigende udbredelse af smartphones, som afgørende for deres folkelige gennembrud: |
|

eksempel på QR-kode |
’Antallet af danskerne, der har en smartphone er efterhånden oppe over 1.500.000, og de vil langsomt blive mere og mere fortrolige med de funktioner, som deres telefoner understøtter. Og QR-koder er netop en super enkel og brugervenlig måde at gøre mobilt indhold mere tilgængeligt, fordi brugeren på ganske få sekunder bliver sendt direkte til det relevante indhold. Så jeg er slet ikke i tvivl om, at flere og flere hurtigt vil opdage, hvor nemt det er at benytte QR-koderne.’ – slutter Bjarke Bekhøj.
Teknologi med mange anvendelsesmuligheder
QR-koder kan bruges i mange flere sammenhænge, end de printannoncer, vi i dag ser i magasiner og på outdoor annoncer. Nogle virksomheder er begyndt at printe QR-koder på deres produkter og hos Ry-virksomheden Pressalit bruges de bl.a. som tilmeldingsformularer. I forbindelse med en jubilæumsreception ønskede man at gennemføre tilmeldingerne på en kreativ måde, og udviklede derfor i samarbejde med webdanmark.com en QR-kode, som linkede de trykte invitationer med et simpelt og mobilt tilmeldingssite. Andreas G. Jensby, kommunikationsmedarbejder hos Pressalit, siger om projektet:
’Vi tog QR-beslutningen for at teste hvor mange både i og uden for virksomheden, der vidste, hvad QR var, og kunne benytte sig af det. Selvom QR er en gammel opfindelse, er det stadig ukendt for mange i vores branche og ligeledes internt i virksomheden. Så derfor var QR-tilmeldingen en sjov ting at gøre, som ligeledes sender et godt signal udadtil. Vi har taget QR-koderne til os og vil benytte dem til en række konkrete ting fremover. Det samme vil flere andre afdelinger hos Pressalit, som vi har ”smittet” med QR.’ – Slutter Andreas G. Jensby.
Udover tilmeldingsformularer, kan QR-koder bruges til så forskellige formål som konkurrencer, hvor brugerne skal finde og scanne koderne, til e-mail signups, til rabatkampagner, til fan og follower-hvervning på sociale medier og meget, meget mere. En oplagt og enkel mulighed er også at bruge QR-koder på visitkort, som ved scanning automatisk udfylder telefonens kontaktinformationer med navn, telefonnummer, titel og virksomhed på kortets indehaver. Brugeren skal herefter bare trykke ’gem’, hvorefter kontakten er lagret på SIM kortet.
Kontakt webdanmark.com, hvis du er interesseret i at høre mere om QR-koder og deres mange anvendelsesmuligheder. Du kan også gå til www.scanlife.com på din mobile browser og downloade en app til læsning af QR-koder.